Leveringstid 1-5 dage

Gratis fragt ved køb over kr. 499,-

HVORNÅR ER DET FOR SENT AT FORTÆLLE – og skulle jeg overhovedet sige noget?

Det her er en meget personlig beretning. Det kommer til at fortælle om noget der skete for lang tid siden, om overgreb, erkendelse og om tilgivelse. Det her handler ikke om andres fortællinger, Det er udelukkende min egen oplevelse…

Det er 25 år siden og  stadig meget svært at fortælle om

VERDENS SØDESTE ONKEL

Den største smerte i mit liv er stadig den dag jeg mistede min far – eller, på mange måder havde jeg aldrig haft ham, han var misbruger og måske startede min sorg allerede den dag jeg blev født. Han blev aldrig et forbillede og en far som elskede mig betingelsesløst. Han blev aldrig rigtig andet end min sorgfulde fortælling  … derfor kastede jeg min barnlige kærlighed på min onkel. I perioder var jeg i familiepleje hos ham og hans kone. Jeg forgudede ham. I mine øjne var han verdens sjoveste, klogeste, stærkeste og sødeste onkel. Jeg elskede ham som var han min egen far. Han blev min “far”. Da min rigtige far døde gik mit liv i stå, vi var flyttet fra København til Jylland og jeg savnede ham (eller, jeg savnede en far). Lykken blev, at min kære onkel holdt fast i vores relation og sendte breve til mig. Jeg elskede hver og et. Jeg læste dem igen og igen, de handlede om hverdagsoplevelser og jeg drømte at jeg var hos ham, når han byggede fuglehuse til haven, gik på arbejde og han spiste middag med min tante.

Sammen med min far, øllen mellem os er næsten en metafor på vores relation

ET OVERGREB 

Tiden gik, jeg blev teenager og jeg blev voksen. Og en nat da jeg var 25 år brast min kærlighed til min onkel. En julefrokost i mit barndomshjem ødelagde det hele. Et overgreb. Jeg kommer aldrig til at gå i detaljer. Men vores far-datter kærlighed blev slået i småstykker på et splitsekund og jeg sad næste morgen med en viden om at mit liv aldrig ville blive det samme. Sorgen og tabet over ham, mit barnlige jeg forgudede, var ubærlig.

Jeg havde ikke en sorgløs barndom. I dag har jeg gjort den til min styrke.

JEG KUNNE IKKE RUMME DET 

Jeg sidder stadig med tårer i sjælen mens jeg skriver det her. Hele familien var samlet om morgenbordet næste dag, de talte og grinede over gårsdagens julefrokost. Alt vred sig i mig. Skulle jeg fortælle…? Mine døtres far fornemmede mig, han har altid været en vidunderligt varmt og sensitivt menneske og efter noget tid brød jeg sammen og fortalte i overskrifter hvad min onkel havde gjort. For første gang så jeg min ægtemand miste grebet … lavinen rullede og alt eksploderede. Hans (min mands) reaktion var rigtig og han gjorde det han skulle. Men jeg kunne ikke rumme alt det som skete efterfølgende. Familien gik i opløsning, jeg mødte fornægtelse og så var der skammen “-var hun ikke også lidt udfordrende? Behøvede hun virkelig at sige det?”. Jeg fortrød i momentet at jeg ikke havde holdt det for mig selv. I dag ved jeg, at det var godt min mand så mig og fik mig til at fortælle,

I 25 år har jeg ikke set min onkel og i lige så lang tid har familien ikke været samlet. Min onkel sagde den gang, at han ikke kunne huske der var sket noget. Sådan noget glemmer man ikke – jeg glemte i hvert fald aldrig.

Tandløs og med et stort smil…

EN DAG KOM DER ET BREV 

Og så skete der noget forleden. Der kom et brev. Et brev som lignede dem jeg fik som barn på forsiden af konvolutten. Indholdet var dog noget helt andet.

“Undskyld! Undskyld for det jeg gjorde mod dig… (der stod mere)“. Brevet var underskevet med en skrøbelig, rystende håndskrift. Tårnene væltede ud af min sjæl og min krop rystede i en ubeskrivelig form for sorgforløsning. Tænk, at det blev ham, som 25 år efter rakte hånden ud og erkendte overgrebet. Tilgivelsen er i proces i mig, jeg er ved at slippe – fordi han gav mig sin erkendelse og tog skylden på sig. Det var ikke nemt for ham, det ved jeg. Han er en gammel mand. Han er fra en anden tid. Men han gjorde det. For min, for hans egen og for vores og familiens skyld. Det er aldrig for sent at fortælle sandheden og det er aldrig for sent at undskylde. Den slags har ikke en udløbsdato eller en rigtig dato. Men når det sker er det på det rigtige tidspunkt, uanset om der kommer til at gå 25 år.

Ps. at erkende med ægthed i hjertet giver tilgivelse. Det er i mine øjne stor kærlighed ❤

#metoo #25årerlængesidenmendetfindesstadig #erkenddinefejl #sigundskyld #tilgivelseerensmukting #tilgiv #forløsning #mødhinanden #rækud

9 replies on “HVORNÅR ER DET FOR SENT AT FORTÆLLE – og skulle jeg overhovedet sige noget?”

  • Jeg er tom for ord ♥️ Sikke en forfærdelig oplevelse for dig. Virkelig stærkt at du deler. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal skrive, men jeg kunne simpelthen ikke lade din historie gå ubemærket hen. Føler din smerte og styrke i dine ord ♥️♥️♥️

    • Kære Helle
      Tak for din kærlige kommentar. Jeg tror der findes mange derude, kvinder og mænd, som har oplevet at blive krænket, har oplevet overgreb. Jeg følte en stor trang til at dele min historie for på min stille måde, at minde os alle om at tiden ikke altid læger alle sår. Men at en udstrakt hånd kan gøre underværker for alle parter… det gjorden den i hvert fald for mig. Tak for du skriver. Varmt knus til dig!

  • Jeg kan fuldstændig tilslutte mig alt, hvad Helle skriver…er også tom for ord, men at dele ud af sin egen smertefulde fortælling, bør ikke mødes med en rungende tavshed❤️❤️

    • Tak Julia og du har ret. Der skal fortælles. Vi skal hjælpe hinanden med at gøre det nemmere at fortælle og være åbne. Og vi skal tale, ikke slås, ikke råbe. Men tale og tale og tale … Tak for din kommentar – det betyder meget for mig!

  • At kunne tilgive er noget er det smukkeste og mest forløsende. Det er nogle gange næsten umuligt, men når det lykkes vokser man.
    Tillykke med det dejlige brev som du modtog efter 25 års venten.

    • Kære Birte – tak for din kommentar 🙂
      Det er smukt , og jeg er så taknemmelig for det brev og en dag er jeg måske helt befriet … Jeg håber der er nogle der læser med her, som får lyst til at sende en undskyldning til en de har gjort fortræd, som tør erkende det de har ønsket at fortrænge. Hvis bare en gør det. Har mit blogindlæg ikke været forgæves.

  • Kære Louise,
    Tak fordi du deler!
    Det er stærkt og vigtigt – og jeg er virkelig ked af, at du skulle opleve dette.
    Samtidig er det rigtig godt, at du fik det brev og at din onkel nåede at skrive det til dig, mens tid var.
    Du har helt ret; overgreb har ingen udløbsdato.
    Mange Kærlige Hilsener,
    fra Marianne

  • Kære Louise!
    Så rystende ærligt og samtidigt så helende, at læse. Du er et smukt menneske❣️
    TAK for dig 🙏🏻
    Sanna

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *